Vejen videre sammen efter utroskab
Når I har taget beslutningen, om at fortætte parforholdet efter utroskab, er det nødvendigt at give slip på følelser som fx skyld, bitterhed og vrede. Når I begge tilgiver utroskaben, vil I få overskud til at komme videre og skabe et bedre parforhold. Ved at se på hvordan utroskaben kunne ske, kan I lære meget om, hvordan I skaber et mere tilfredsstillende parforhold.
Tilgiv utroskaben
På et tidspunkt vil det være nødvendigt at tilgive din partner, at han/hun var dig utro. Det vil også være nødvendigt, at den utro part tilgiver sig selv for at have været utro. Ved at tilgive sætter i jer selv (og parforholdet) fri for smertefulde følelser, der ellers ville komme imellem jer.
At tilgive er ikke det samme som at sige, at utroskaben var i orden eller glemme at det skete. At tilgive er noget man gør for sig selv, for at kunne komme fri af destruktive følelser som fx vrede og bitterhed. Der er flere måder at arbejde med tilgivelse på. I parterapi, hvor folk arbejder med at tilgive, oplever jeg, at det mest effektfulde er at give tilgivelsen mens partneren høre på det. Det kan dog også klares alene, fx ved brevskrivning eller meditation.
Lær af utroskaben
Utroskaben kan blive et springbræt ind i et bedre parforhold. Ved at se på forløbet op til utroskaben, hvad der manglede og hvad I glemte at gøre, vil også få svaret på, hvordan I kan udvikle jeres parforhold. At I har oplevet utroskab i parforholdet, skal få jer til at stoppe op og skifte retning.
Utroskaben vil blive noget, I vil kunne kigge tilbage på som et nødvendigt onde, der gjorde, at I kunne udvikle et endnu bedre parforhold. Sker utroskaben flere gange, er det tegn på, at lektien ikke er blevet lært. I sådanne tilfælde kan parterapi være en god hjælp til at skabe klarhed.
Arbejd på kommunikationen
I mange situationer ville utroskaben aldrig have fundet af sted, hvis kommunikationen i parforholdet havde været bedre. Derfor anbefaler jeg også alle, der kommer med utroskabsproblematikker i parterapi, at de får arbejdet med nogle gode kommunikationsvaner. Det kunne fx være, at gøre det til en vane at sætte sig ned og snakke om, hvor tilfreds man er med parforholdet.
Når I sætter ord på hvad I mangler (eller nyder) i parforholdet, justerer I løbende jeres forhold, så I begge er tilfredse. At snakke om de ting, forudsætter selvfølgelig, at man gør det på en konstruktiv og tryg måde. Mange kommer i parterapi, for at lære at kunne snakke om svære ting, uden at det udvikler sig til kritik og skænderier.