Teknik til håndtering af konfliktfyldte emner
Når I skal snakke om svære emner, der ofte ender med at følelserne løber af sted med jer, er tale-lytteteknikken med til at skabe trygge rammer for jeres kommunikation. Med tale-lytteteknikken får I integreret nogle af de bedste kommunikationsvaner i en teknik. Rigtigt udført, sørger teknikken for at I også i svære konflikter, får kommunikeret ud, hvad der er vigtigt for jer og parforholdet.
Få struktur på kommunikationen
Tale-lytteteknikken genial til at undgå, at de dårlige vaner i kommunikationen tager over. Teknikken er på grund af dens effektivitet, grundstenen på mange parkurser, hvor kommunikationen er omdrejningspunktet.
Nogle fordele ved tale-lytteteknikken er, at begge bliver lyttet til og får muligheden for at udtrykke sig. Kritik og misforståelser bliver svære, at slippe af sted med og så øver jer i at lytte efter, hvad den anden har på hjertet.
Lad det være sagt: tale-lytteteknikken gør kommunikationen omstændig og langsom, men det er også lige hvad, der er brug for, når de hurtige destruktive vaner står på spring. Men til almindelige hverdags kommunikation, bliver den alt for omstændig. Betragt det som et stykke værktøj, I kan trække frem når det bliver for svært at kommunikere godt i parforholdet.
Tale-lytteteknikken
Fælles Regler
- Den, som taler, har ”mikrofonen”. Brug en genstand for at understrege dette. Hvis du ikke har ”mikrofonen” er du lytteren.
- I skal skiftet til at have ”mikrofonen”. I løbet af en samtale skifter I til at tale og lytte. Den ene begynder at sige noget, og den anden lytter. Efter lidt tid bytter I og fortsætter med, at den anden taler og den første lytter.
- Løs ikke problemerne. Nu skal I først og fremmest have en god samtale, hvor I skal lytte til hinanden og forstå hinanden. Prøv ikke at finde løsninger nu – de afsporer jer. Alt for ofte forsøger man at finde løsninger, før man har hørt ordenligt på hinanden.
Regler for den, der taler
- Tal for dig selv! Prøv ikke at læse den andens tanker. Tal om dine egne tanker, følelser og bekymringer. Tal ikke om, hvordan du opfatter den andens holdninger eller motiver. Prøv at bruge jeg-udsagn og sig, hvad du mener. ”jeg synes, du er en nar” er ikke et jeg-udsagn. ”Jeg blev virkelig ked af det, da du glemte vores aftale” er derimod et jeg-udsagn.
- Hold dig til korte udsagn! Du får flere chancer til at få sagt alt, hvad du har behov for at sige. Du skal hjælpe lytteren til at lytte aktivt. Derfor er det meget vigtigt, at du begrænser det, du siger, til korte udsagn, som er enkle at forstå. Hvis du er vant til at holde lange enetaler, skal du forsøge at bryde vanen. Husk, at når du har ordet, beskytter det dig mod afbrydelser. Du kan sagtens holde pauser og forsikre dig om, at din partner forstår dig.
- Stop op med jævne mellemrum! Lytteren skal have tid til med egne ord at gentage det, du siger. Når du har talt et stykke tid, skal du stoppe og lade lytteren gentage det, du netop har sagt. Hvis det ikke helt dækker det, du har ment, gentager du venligt, gerne med andre ord, det, som lytteren ikke havde opfattet rigtigt. Hensigten er at hjælpe lytteren til at høre og forstået dit budskab.
Regler for den, der lytter
- Gentag kort, hvad du hører (helst med dine egne ord). Pointen er at vise din partner, at du lytter og forstår. Hvis gengivelsen ikke er helt rigtig (det sker ofte), vil taleren klargøre det, det er pointen. Hvis du ikke rigtig forstår et udsagn eller et eksempel, kan du bede taleren om at gøre det klarere, men du må ikke stille spørgsmål om selve emnet, før du selv har ”mikrofonen”.
- Fokuser på talerens budskab. Kom ikke med modindlæg. I lytterens rolle kan du ikke fremsætte egne holdninger eller tanker. Dette er det vanskeligste ved at være en god lytter. Selvom du hidser dig op over det, din partner siger, skal du undlade at sige, hvad du har lyst til. Koncentrerer dig i første omgang om det, han eller hun siger, og vis, at du har forstået det. Vent med at svare, til du selv får ”mikrofonen”. Som lytter er dit job kun at vise, at du forstår den anden. Ord eller kropssprog (inklusive suk og støn), som viser din holdning, er ikke tilladt, når du lytter.
Øv jer på værktøjet
Før at I kan bruge dette værktøj effektivt, skal I øve jer. Det hjælper ikke noget at stå med følelserne hængende ude på tøjet, samtidig med at man skal lære noget, det magter vi ikke i situationen. Øv derfor teknikken på mindre konflikter i “fredstid” før at I anvender den på tunge ting som fx utroskab, svigt osv.